Nå... Så er vi sgu i gang! Havde ellers lovet mig selv, at jeg aldrig ville blive mainstreem og begynde at blogge. Dog har jeg gået de sidste par uger og spekuleret på sådan en omtalt ''anonym'' blog. Her kan jeg skrive ligeså meget crap som jeg vil - jeg kan endda lyve (det vil jeg selvfølgelig prøve at begrænse!!).
Dog har jeg ikke nogle forventninger om bloggen - det er jo ikke fordi at jeg vil dele den med nogen jeg kender. Faktisk tror jeg, at hvis én af mine bekendte ved en fejl læste bloggen, så ville personen med det samme gennemskue mig! Selvom at jeg skriver at jeg både er ukreativ og uoriginal - så tror jeg alligevel, at jeg har mine særlige træk!
Jeg har besluttet mig for, at mit første indlæg skal handle om det, som egentlig fik mig til at ville starte med at blogge. Havde ellers overvejet om jeg bare skulle skrive en slags dagbog i word og så gemme det langt væk, men her kan jeg bare lade fyldepennen flyde (i dette tilfælde, min småbuttede fingre) og skrive videre, når jeg gider. Jo... Det er såmænd en forelskelse som jeg er rendt ind i. Men tro ikke, at det er pladderomantisk det hele - langt fra! For at gøre det ekstra anonymt, så hedder han.... hmm... Lad os kalde ham Søren. Det var det første navn som poppede op i hovedet. Dog ligner han SLET, SLET ikke en Søren!? Men jeg har altid fået fortalt, at man skal gå efter sin første indskydelse! Jeg er ked af, hvis dette indlæg bliver langt og trættende, men vil skrive indtil vi når til i dag - derefter opdaterer jeg!
 |
| Dette er det første billede som dukker op, når man skriver Søren på Google! |
Søren er 18 år gammel. Han går på det samme gymnasium som jeg selv, men det var ikke der vi mødtes første gang. Første gang jeg mødte ham, var jeg 14 år gammel. Jeg, som troede at jeg var rigtig aktivistisk ved at tage til en demonstration, mødte ham der. Han råbte af sine lungers fulde kraft. Allerede dengang syntes jeg at han var ''lækker''. Så lækker at jeg ansøgte ham på Facebook så snart jeg nåede hjem. Dog uden held, for han accepterede den ikke. Dog havde han heldigvis en åben profil, så jeg kunne stalke ham så meget jeg ville! Der gik så et par år (=1) jeg var nu 15 år, var lige begyndt på gymnasium og det hele var lækkert. Min bedsteveninde, som vi kalder Patricia havde mødt ham på gaden et halvt år tidligere. Han var medlem af en forening, som hun så blev meldt ind i, fordi hun syntes at han var pænt lækkert. En dag, lige i starten af gymnasiet, blev hun så inviteret til et arrangement sammen med ham. Jeg fortalte hende om mit crush i 9. klasse og derfor tilmeldte vi os på Facebook. Vi kom så derned og vi meldte os ind i foreningen! Jeg gjorde det mest af alt fordi jeg tænkte at han var lækker og at jeg ville score ham! Jeg begyndte at komme dernede hver eneste dag! Jeg kom der så meget, at jeg blev nødt til at hive min bedsteven Mathias(?) med! Så både Patricia og Mathias var med nu. Jeg husker tydeligt, en uge efter at vi blev medlem at Patricia sagde til mig.. ''Pas nu på, at du ikke får dybe følelser for Søren og bliver forelsket i ham!'' Dengang tænkte jeg ''bare rolig!'' for jeg bliver ALDRIG forelsket. Jeg ved ikke om det er en general ting hos teenage piger, men jeg havde på daværende tidspunkt kun været forelsket én gang før (med en fyr, som kasserede mig efter én date! Helt seriøst... Jeg lod som om, at jeg holdt ham i hånden i stedet for min bror, rundt om juletræet den jul!). Jeg var lavet af sten, så det kunne ikke gå galt.
...Liiiiiige indtil at jeg opdagede hvordan jeg opførte mig omkring Søren. Jeg svedte, klumrede og kunne slet ikke tænke klart. Ligeså snart han ankom i rummet faldt min IQ drastisk! Jeg snakkede konstant om Søren - også til fok, som slet ikke kendte ham - eller kendte mig. Alle sange begyndte at mine om ham.. Det var forfærdeligt! Vi begyndte - på trods af min totalt akavede personlighed i hans nærvær - at blive venner. Han fortalte mig så, at han havde noget ''kørende'' med denne her so.. (sådan opfangede jeg det, da han fortalte mig det, det er hun selvfølgelig ikke, har faktisk fundet ud af, at hun er helt okay!) fra den dag af, hver gang jeg så hende, selvom hun ikke kendte mig, sendte jeg kende dræbende blikke, bagtalte hende og opbyggede en kæmpe had til hende. Jeg var inde på hendes profil hver dag, og så grinte jeg over hendes fejl - derefter blev jeg ked af det over mine egne... Jeg begyndte sårgar at høre Taylor Swift sange, fordi hendes sange mindede mig om hans og mit ikke-eksisterende-forhold.


Tiden gik. Patricia gav mig tvetydige råd om, at jeg skulle droppe ham, men stadig holde fast i flammen. Det må altså være regl nr. 1! ALDRIG GIV RÅD TIL FORELSKEDE TEENAGER PIGER!
Lige meget hvad det er! De virker hverken altid eller aldrig!? Nå, men tiden gik så, og han fandt ud af, at jeg var (lidt) vild med ham. Han spurgte mig direkte til en julefrokost, hvor jeg diskret prøvede at forklare til ham, at jeg bare synes at han var sød.... Hvor efter han svarede ''Jeg synes og du er sød''.... Hvor efter jeg selvfølgelig fortolkede det til ''Jeg er meget forelsket i dig. Jeg har bare en facade... Bliv ved med at brug dine 24 timer i døgnet på at tænke på mig!''..... Oh God.. Why...
Tiden gik så noget mere og vi udviklede et rigtig godt venskab. Dog altid med bagtanken om, at jeg VILLE score ham på et tidspunkt?!?! Første gang jeg var hjemme ved ham, var den værste dag i mit liv. Jeg kløjs, lugtede af sved og kunne ikke formulere mig ordenligt... Derudover dansede jeg, mens vi var på vej i Fakta til en spansk sang, bare for at lette stemningen en smule...
Så skete det... Ham og soen var ikke længere forelsket!? Jeg havde igen en KÆMPE chance, i følge mig selv. Så der blev ikke skruet ned for make-uppen og den akavede stemning. Dog faldt han ikke for det, og jeg følte at jeg dag for dag, blev det såkaldte 'Friendzoned''... Og nu kom der endnu en konflikt... Han begyndte at have noget med en ny... Og gudhjælpende om det ikke var et hankøns væsen!?!?! Hvordan fanden skulle jeg kunne hamle op med det?! (Ja, Søren er biseksuel... Han skal også gøre det så svært for mig som muligt?!) Dog har jeg altid elsket udfordringer. Ham den anden fyr jeg fortalte om, kæmpede jeg også for. Hvis en fyr har været komplet forelsket i mig, eller jeg har ikke skulle kæmpe - så har jeg aldrig gidet.. HVOFOR(!?) skal jeg søge det svære?! Nå, men dette her crush han havde, generede mig ikke så meget som det gjorde med soen, fordi jeg vidste at det ikke var så seriøst igen. Dog havde jeg nu gået og været nærmest sygeligt forelsket i den samme fyr i et halvt år og var MEGET tæt på at opgive det... INDTIL, at vi var til en fest sammen. Vi sidder begge - ret fulde - et sted, hvor vi ikke blev forstyret. Han holdt min hånd og vi snakkede om hvordan jeg havde det. Jeg sagde til ham sådan noget like ''Jamen, det ved du jo godt'' fordi jeg simpelthen ikke tør sige det. Så smed han bomben... ''Jeg skal virkelig kæmpe for ikke at få følelser for dig. Jeg har virkelig også haft lyst, men vores venskab bla bla bla bla''.. Af en eller anden grund, gav det mig nyt og forbedret håb. Desværre....
 |
Har altid elsket Snape. Er begyndt at tro, at jeg er en pige form for ham. Har endda skrevet på en lap papir ''Always'' til en reference til Søren, som hænger på min væg... Jeg håber dog ikke jeg ender med sort page hår.... |
Hold ud - vi er snart færdige nu!
Efterhånden er vi begyndt at snakke lidt om det. En weekend holdte jeg en stille privat hyggeaften med tre venner (ham deriblandt). Vi legede så spin-the-bottle og vi kyssede så for første gang. Jeg ved udmærkede godt, at det var i et spil, men alligevel følte jeg at der var en gnist - og forgive me! Men havde ventet på det i over et halvt år! Har flere gange overvejet, om jeg bare skulle gøre det helt uprovokeret, men det kom af sig selv - dog med en smag af gajol - men det var der! Kom så ved en fejl til at fortælle hans meget gode veninde om min forelskelse - og selvom jeg prøvede meget hurtigt at dreje væk fra emnet, tror jeg alligevel at hun har taget snakken med ham. Altså om, at han ikke måtte give mig falske forhåbninger - det er selvfølgelig rigtigt. Men... Hellere lidt end intet? Ikke?? I sidste weekend var vi så til fest sammen igen. Jeg prøvede ivrigt at drikke ham fuld og forføre ham, men så smed han bomben.. og ikke bomben som sidste gang... Men den værste bombe af dem alle... ''Vi kan ikke. Selvom jeg har lyst så kan vi ikke. Du skal ikke have mig. Jeg er ikke kæreste typen. Jeg holder for meget af dig, jeg elsker dig for meget. Eks-kærester, har aldrig klaret sig i denne forening. Jeg vil ikke satse vores venskab for noget i hele verden. Jeg vil blive gammel med dig, jeg vil aldrig miste dig - derfor vil jeg ikke satse noget så dyrebart''... Det ramte mig et sted, som intet nogensinde har ramt mig. Jeg begyndte at græde i hans arme.
Det er så nu jeg vil afslutte. Har næsten heller ikke mere strøm på min commi.
Dog var det, som fik mig til at overveje at skrive dette her ned, de ord han sagde. Jeg har altid givet Patricia det råd, at hvis folk sagde ''Man kan ikke vinde hver gang'' så var de tabere, for man kunne vinde hvad som helst, hvis bare man kæmpede hårdt nok. Og min mor har altid sagt ''Alt som er værd at kæmpe for, at pisse hårdt og besværligt''.. Har følt et kæmpe nederlag... Men har jeg det alligevel, altså tabt kampen? Jeg har vundet så meget i denne kamp, som jeg slet ikke har opdaget? Jeg meldte mig jo kun ind for hans opmærksomheds skyld. Men jeg har jo vundet så mange venskaber i den forening. Venner for livet, som jeg ikke har lagt mærke til. Og mit venskab med ham - ikke mindst? Jeg har altid blevet sur/ked af det, når han puttede mig i den såkaldte 'Friendzone''... Men, han er jo én af mine allerbedste venner. Jeg har det så godt med ham. Jeg elsker ham helt inde i hjertet.
Så er det virkelig så slemt at få en ven, i kampen om kærligheden? Jeg har jo allerede fået kærligheden af ham. Bare på en anden måde, end forventet?
Ja, det var så det første (meget lange) indlæg - jeg prøver at love, at de næste bliver kortere. Men følte for, at fortælle hele historien på engang, så i ved hvor vi starter fra. Havde ikke forventet at sidde her, 3:57 i min sommerferie og græde over min blog. Men der er en masse ting, som er gået op for mig, mens jeg skrev. Måske er det ikke så dårligt med en blog alligevel?